Er FN det rette forum til at beslutte en forpligtende aftale om en begrænsning af det globale CO2-udslip.

Den internationale organisation FN’s rolle i det internationale system kan tolkes på to forskellige måder. Både som aktør og arena.

 

Denne artikel er baseret på følgende kilder:

Peter Nedergaard, Klimapolitik, Columbus. 2007

Bjørn Lomborg, Politiken, d. 21.08.10: http://politiken.dk/debat/kroniker/article1041235.ece

Hans Branner, Global politik. Columbus. 2006.

 

 

 

Tolkningen af FN’s rolle som arena går på, at FN bruges til at løse problemer, samt vedtage fælles principper internationalt. Dog betyder det ikke, at der lægges låg på den enkelte stats egne interesser. FN er en arena, og problemløsningerne og beslutningsprocesserne sker derfor i overensstemmelse med bibeholdelsen af staternes egne interesser.

I modsatte pol har vi tolkningen af FN som aktør. Denne tolkning går på, at FN siden Den kolde Krig har udviklet sig mere og mere i retning af at blive en selvstændig aktør. Det ses bl.a. i FN’s øgede involvering i militære operationer. I stedet for at være en organisation, hvis opgaver består af en fredsbevarende karakter, er FN nu gået til at udføre opgaver af en fredsskabende karakter.

 

Anarkiske system

Det internationale system er anarkisk, og det er derfor svært at sikre sig, at en aftale på tværs af FN’s medlemslande bliver overholdt, idet der ikke findes en fælles international myndighed. Samtidig sker FN-forhandlinger på mellemstatsligt plan, hvilket vil sige, at der skal være enstemmighed før en aftale kan vedtages. Det er altså modsat en organisation som EU, der forhandler på EU-landenes vegne i forbindelse med international klimapolitik, hvilket har den fordel, at en overtrædelse af aftaler er forbundet med sanktioner.

I diskussionen om, hvorvidt FN er det rette forum til at beslutte forpligtende aftaler om begrænsning af det globale CO₂-udslip, er svaret afhængigt af, om man er tilhænger af en idealistisk eller en realistisk tilgang til emnet. I forbindelse med teorien om den engelske skole, kan man tilkoble de to ovennævnte teorier, idealisme og realisme.

 

 

 

Realistens briller

Tilhængere af den engelske skole, som ser på international politik gennem realistens briller, mener, at staterne er hovedaktører, hvor FN er det forum, der bruges som arena for diskussioner, og forstås altså i rollen som en organisation, der er med til at sætte rammerne for strukturen af disse. Her vil man tale om et modnet anarki, der modsat det traditionelle anarki, ikke er præget af staternes egne interesser og konflikter, men derimod er det modne anarki en udvikling i retning af en langt højere grad af samarbejdsrelationer. Dog er systemet i bund og grund stadig anarkisk, og derfor er staterne stadig de afgørende aktører, hvilket også betyder, at staterne stadig vil handle ud fra egeninteresser og opretholdelse af dets suverænitet, hvilket helt afgørende kan spænde ben for at få landene samlet under fælles principper og eksempelvis indgå en klimaaftale om nedskæring af det enkelte lands CO₂. Særligt problematisk kan det være for en organisation som FN, idet alle landene skal være enige for overhovedet at kunne vedtage noget.

Ydermere har medlemslandene vetoret, hvilket betyder, at de mest CO₂-udledende lande, såsom bl.a. Kina, har mulighed for at blokere for forslaget, i tilfælde af, at det ikke falder til landets egen fordel.

 

Realistisk tilgang til international politik

I en artikel fra Politiken ”En realistisk vej til klimaløsning” publiceret af Bjørn Lomborg d. 21. august 2010, fremføres der en realistisk tilgang til international politik, men med en noget pessimistisk retning indenfor realismen. Bjørn Lomborg anslår, at ”Det internationale samarbejde om en fælles klimapolitik baseret på Kyoto-protokollen synes på vej mod total nedsmeltning.” og lidt længere nede i artiklen, står der: ”Alligevel fortsætter FN med EU som indpisker videre ad den vej, der nu helt åbenlyst ender blindt. Flere møder, mere snak og flere skuffelser.” Det er altså tydeligt at se, at Bjørn Lomborg bestemt ikke ser FN som aktør i det internationale system, men nærmere som arena, og selv FN i rollen som international arena viser han en vis skepsis overfor. Som det fremgår af citatet, virker det til, at Bjørn Lomborg ser FN som en snakkeklub, hvis forhandlinger ofte ender ud i fiaskoer.